Boligpolitik

Boligpolitik 

 

Grundlovens § 73 om ejendomsret skal respekteres.

Ejeren skal kunne bruge sin faste ejendom inden for de rammer, der afstikkes af forureningslovgivningen, sikkerhedsforskrifter og kontraktmæssige forpligtigelser.

Alle planlove skal ophæves.

Natur- og bygningsfredning undgås i størst mulig udstrækning.

Undtagelsesvis kan historiske bygningsværker såsom kirker, slotte m.v. fredes.

 

Boligregistre og udstykning:

Det nuværende bygnings- og boligregister skal bringes i overensstemmelse med de faktiske forhold.

Dette sker bedst ved, at ejeren sikres fuld indsigt og indsigelsesret.

Reglerne for udstykning skal forenkles og afbureaukratiseres.

Udstykning og opmåling udføres af private landmålere.

 

Byggeri:

For at gøre det nemmere at påbegynde husbyggeri skal området liberaliseres.

Bortset fra de mest påkrævede bygningstekniske sikkerhedsregler skal tids- og pengekrævende papirarbejde fjernes.

Byggebranchen må indrette sig efter den produktion af erhvervs- og boligbyggeri, der efterspørges og ikke holdes kunstigt i live ved hjælp af forskellige statstilskudsordninger.

 

Vurderingssystemet:

Der skal etableres et nyt ”vurderingssystem”, hvorved den enkelte ejendom får fastsat en basisværdi.

Herefter sker en automatisk regulering på baggrund af edb-registrering.

Det nuværende offentlige vurderingsmandssystem afskaffes.

Regulering af skattegrundlaget sker herefter årligt via de edb-oplysninger, der forefindes i tinglysningssystemet.

 

Parcelhuse, ejerlejligheder og sommerhuse:

Det er bedst for samfundet og den enkelte når de folk, som ønsker det, kan bo i egen bolig.

Ejerboligformen medfører langt større lyst og incitament både til investering og vedligeholdelse af boligen.

De lovmæssige begrænsninger på udstykning af ejerlejligheder ophæves, således at denne ejerform igen kan udvides.

Den private ejendomsret skal også respekteres for sommerhusejere.

Begrænsninger i ejerform og benyttelse af sommerhuse ophæves.

Standardfradraget opreguleres til nutidsværdi og skal også gælde for ejerlejligheder.

Lejeværdi af egen bolig aftrappes over 5 år, for folkepensionister dog over 2 år.

 

Finansiering og realkredit:

Det traditionelt meget effektive danske realkreditsystem har ødelagt sig selv.

Fremskridtspartiet ser gerne et realkreditsystem, der er totalt liberaliseret, hvor alle kan oprette udlånsvirksomheder og hvor lånegrænser, låneformål, og den solidariske hæftelse er ophævet.

 

Lejelovsområdet og boligstøtte:

Boligens pris skal bestemmes af udbud og efterspørgsel, altså af størrelse, kvalitet og beliggenhed og ikke af tilfældigheder, støtteordninger og restriktioner.

Lejen frigives over få år, men med uopsigelighedsregler i bestående lejemål.

Boligstøtten tildeles efter et individuelt trangskriterium baseret på familiens størrelse, boligens størrelse, privatøkonomi og andre sociale forhold og ikke som tilskud til mursten.

Dette vil betyde en besparelse på de offentlige budgetter, idet de sociale boligselskaber med den nuværende lovgivning spekulerer i systemet.

Boligydelsen til pensionister opretholdes og må ikke beskæres.

 

Almennyttige boligselskaber og andelsboliger:

Skatteydertilskud til boligselskaber afskaffes over en kort periode. Selskaberne bliver herefter nødt til at sælge ud af deres ejendomme. De kan herefter blive til ejerlejligheder eller andelslejligheder.

Lejebeskyttelse mod opsigelse bevares som i eksisterende lejemål.

 

Erhvervslejelov:

Den nuværende detailregulerende erhvervslejelov ophæves.

Den frie aftaleret skal genindføres.

 

Kilde: Fremskridtspartiets principprogram 1996

ISBN 87-89766-08-3

Må gengives med fuld kildeangivelse